Skriv en anekdote



Anekdoter fra andre:

Michael Preben Hansen Fri, 30 Oct 2009 09:09:28 GMT +2

En vikar, som siden blev kendt, husker jeg også. Det var Per Arnoldi, han skrev altid sit navn med meget firkantede bogstaver på tavlen.

Michael Preben Hansen Fri, 30 Oct 2009 09:08:14 GMT +2

Kai Jensens afstraffelsmetoder kunne af og til være ret så raffinerede.

Hele klassen øvede i flere måneder intenst på at spille et musikstykke, der hed "Le roi Dagobert" på blokfløjte til en større koncert, vistnok på Gentofte Skole. En dag havde Kai Jensen taget en dirigentstok med. Min række skulle ikke spille i et par minutter. En sidekammerat puffede med et skælmsk smil til mig og pegede på tonerne "fis" og "gis", der vakte ganske andre associationer end den højere musikalske æstetik. Pludselig mærkede vi et slag med dirigentstokken i hovedet til stor moro for resten af klassen. Vi blev dog ikke beskyldte for at "have dødkød i hovedet", som også var et Kai Jensens yndlingsudtryk.

Fru Bøcher havde også et yndlingsudtryk "Hvor er I dog spagfærdige i dag", når hun ikke fik tilstrækkelig respons fra klassen.

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 15:52:47 GMT +2

Selv Hr. Bang kunne være poetisk:

Die Mutter ist so fein und rein
Die Tochter ist so schmutzig
Die Sonne scheint ins Haus herein
Die Mitzekatze putzt sich

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 15:51:26 GMT +2

På turen til Kai Jensens ødegård i Skåne skulle vi hver især komme med forskellige muntre indslag til aftenens underholdning.

En læste vittigheder op, og ved den sidste brød han totalt sammen af grin.

"Hvilken sygdom har aldrig hærget i noget land?"

Svar: "Søsyge!"

Kai Jensen var som tidligere nævnt en mester inden for musikkens verden. En vise, hvis melodi gik på "Stars and stripes" havde følgende vidunderlige vissevassevisetekst:

En båd er en bil uden hjul
Og et hjul har en cykel jo også
Vi glæder os alle til jul
For der får vi så mange gaver

Nu tror I, at visen er slut
og det er den!

Troels Dalberg Thu, 29 Oct 2009 14:28:14 GMT +2

Nu hvor vi er ved at vi var en forfærdelig sæk lopper: Vi fik i 8. klasse en ny klasselærer. En helt frisk fra fad. Modigt gjort, vi var jo berygtede og den "gamle" klasselærer var vist ovenud lettet. Men det var nu ikke en dum løsning! For vores nye "offer", lad os her kalde hende C.I. var en vidunderlig, sød, charmerende og absolut "good looking" skabning fra guds hånd. Så vi rødder, pigerne var jo meget mere modne og fornuftige, blev med et trylleslag forvandlet til de blideste dikke-lam. VI ELSKEDE C.I. Men blot en gang husker jeg, at jeg blev en lille smule overrasket/skuffet: En dag kom C.I. ind i vores klasse - stortudende. Tårene løb og hun var utrøstelig. Vi drenge sprang til kateteret for at trøste."hulk-hulk snøft... hendes mand/kæreste havde forladt hende" Vi trøstede og trøstede... så kom en lille bemærkning igennem en grådkvalt lille stemme.... "hulk/snøft - og han har taget stereo-anlægget med". Der blev vi lidt overraskede over prioriteterne ved et sådant drama. Ja - piger er så dejligt praktiske anlagt.

Troels Dalberg Thu, 29 Oct 2009 14:10:28 GMT +2

Det har været omkring 1975. Vi skulle til Ganløse-hytten på Lejrskole. Vi skulle opføre teater og alle forældre skulle støde til for at beundre deres små på de skrå. Men vi unger havde altid lidt spilopper i ærmet (vi var grusomme). Vi havde aftalt at vi skulle fingere et grusomt uheld senere på aftenen - dertil skulle indkøbes ketchup (blod), som jeg skulle skaffe. Men af praktiske grunde så indviede jeg min far i dette plot, da han undredes over min pludselige indkøbsiver nede i det lokale supermarked. Oppe i Ganløsehytten, senere på aftenen efter teaterstykket, så løb vi faktisk udenfor og legede i mørket og jeg faldt ned i en grusgrav og slog et gevaldigt hul i hovedet. Blodet flød ned over mit lille ansigt og vrælende løb jeg og de andre ind til vores forældre.... min far sad blot og hulkede af grin. Av - den brugte han meget tid på at forklare min mor og de andre forældre. "Den far var de mærkelig afstumpet - ikk?". Til min fars yderligere undskyldning skal nævnes at han var farveblind. Sådan lærte vi i praksis om nemesis.

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 13:53:29 GMT +2

Jeg gik i klasse med flere, som enten havde kendte forældre eller blev kendte med tiden. Henrik Jacobsen var søn af skuespilleren Kjeld Jacobsen, der var kendt for som regel at spille skk i danske film. Sådan var han ikke i virkeligheden, han var simpelthen elskværdigheden selv. Hvis man var på vej til skole, kunne man være sikker på at blive taget med i hans bil. Det var i mine første skoleår en De Soto fra 1938 og så rummelig, at halvdelen af klassens børn kunne sidde inde i den. Men den har sikkert været pokkers uøkonomisk i benzinforbrug, og omkring 1960 kunne den ikke mere. Så blev den skiftet ud med en Volvo 444, men det følte jeg nu som et tilbageslag.

Andre "kendte" elever var Annette Ninn Hansen, Henrik Krogsgaard og Adam Lüders, der blev balletdanser på The Met i New York.

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 10:10:27 GMT +2

En septemberlørdag i 1964 havde vi biologi med Hr. Spannov, der vikarierede for Fru Bøcher den. Pludselig hørte vi en fjern rumlen og alle døre begyndte at ryste. Hr Spannov sagde: "Nå, er russerne gået i land?"

Først da vi kom hjem, erfarede vi, at Valby Gasværk var sprunget i luften. Informationsstrømmen gik betydeligt langsommere den gang.

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 10:05:04 GMT +2

Kai Jensen arrangerede en gang et virksomhedsbesøg hos Lauritz Knudsen, som fabrikerede elektriske artikler. Det lå dengang på Nørrebro i Rovsingsgade. Vi så et miljø, der lå meget fjernt fra os alle.

Kai Jensen lagde også stor vægt på at læse lødig litteratur. "Det forsømte Foraar" faldt i god jord, men mest på grund af dens humoristiske sprog. Scherfigs samfundssyn forstod vi ikke helt dengang. "Fiskerne" forstod vi slet ikke, det var også en for fjern verden for os.

Michael Preben Hansen Thu, 29 Oct 2009 09:21:39 GMT +2

Vores lejrskoletur gik i 1964 til Ulvshale på Møn. Vi kørte med damptog fra København H over Køge til Vordingborg og holdt 3 kvarter i Næstved, inden vi kørte videre. Fra Vordingborg kørte vi med Møns Omnibusser, der havde en stor flåde af Scania-Vabis busser, hvoraf nogle havde kørt over 1 million km. De var ældre, men meget velholdte.

Vi havde Fru Ridpath, Hr. Østerby, Hr. Stenså og Hr. Børge Skov med. Sidstnævnte blev i min søsters klasse omdøbt til "Bøgeskov", hvilket vist må siges at være ret uskyldigt.

En nat begyndte alle drenge at bøvse på sovesalen. Så kom Hr. Stenså ind og foklarede os forskellen på at være barnagtig og barnlig.

Vi fik set flre kirker med bemærkelsesværdige kalkmalerier (Keldby, Fanefjord, Elmelunde) og naturligvis Møns Klint.

Vi sejlede også til Nyord fra Ulvshale med en stor robåd med påhængsmotor, der blev hidkaldt ved et vingesignal. 2 år efter var Nyord forbundet med Møn med en bro.

simple php guestbook Page - 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9